Fotoalbum

NYHED, NYHED, NYHED

Vi er "kommet til" at udvide familien med en 10½ år gammel hunkat, der hedder Twiggi. Ole kom hjem en dag og sagde, at der var gået en mail rundt på hans arbejde om at J's mor skulle på plejehjem og derfor skulle af med sin kat og at den ville blive aflivet, hvis ingen tog den til sig.

Det skal man jo ikke komme hjem og sige uden at have overvejet muligheden af, at hun selvfølgelig skulle flytte hjem til os. Hvor svært kan det være...

Som sagt så gjort. Ole hentede hende en fredag eftermiddag i den kattepension, hvor hun havde været en måned. Hos tidligere ejer var hun stukket af 2 gange, været passet privat i 1½ måned og derefter en måned på pensionen. Hun var indekat, der hvor hun kom fra, og det var måske ikke så underligt, at hun var lidt sær i starten efter alle disse skift.

Vi ville gerne have haft, at hun kunne komme ud, men vi tør ikke slippe hende løs på egen hånd, når hun ikke er vant til biler, andre katte, hunde osv.osv.

Vi har så overvejet at købe en kæmpestor kaninløbegård med første sal, så hun kan komme ud i luften, for det vil hun utroligt gerne og ellers så må hun ud i snor. Vi har haft givet hende selen på et par gange og det finder hun sig i.

Den første uge gik det helt fantastisk. Hun ville gerne røres ved, når hun selv havde lyst og vi hørte også hende spinde. Hun blev stadig hurtigt "muggen", så vi fandt ud af, at når hun pisker med halen, skal man lade hende være i fred.

Så begyndte hun at trække sig mere og mere ind i sig selv og virkede stresset. Hun begyndte at vende ryggen til os uanset hvor hun var og vi kunne se, at hun havde det dårligt. Når hun lå og sov, krøllede hun sig også helt sammen, som om hun ville holde om sig selv.

Jeg købte en tippi til hende, som er hendes egen private hule. De første mange dage sov hun stort set døgnet rundt i den og vi så hendes næsten ikke ude i huset. Noget måtte gøres.

Jeg havde hele tiden været henne og snakke lidt med hende mange gange om dagen for at få hende til at genkende mig.

Jeg gik også på "charmeoffensiv" og begyndte at tilbyde hende en lille skål piskefløde et par gange om dagen for at få lokket hende ud, så jeg kunne røre ved hende og vænne hende til os og så kontaktede jeg vores dyrlæge og sagde: Min kat er stresset - hvad skal jeg gøre for at hjælpe den ?

Hun anbefalede, at vi fik en Feliway. Det er en lille flaske med noget væske, som fordamper og kan dække ca. 60 m2.

Vi kan ikke dufte det, men den udsender de hormondufte, som katte afsætter, når de smyger hovedet op af ting og det skulle virke beroligende og afstressende.

Så skete der endelig noget. Ret hurtigt blev hun mere rolig, vi så hende meget mere og kunne derfor også røre hende noget mere og nu her 1½ måned efter, at vi satte den op, er hun blevet en helt anden kat.

Der gik 5 uger før det lykkedes mig at få direkte øjenkontakt med hende og det kan man altid nu. Før kiggede hun ligesom forbi een.

Nu er hun en glad lille kat igen og jeg ved ikke, om det er Feliwayen, der gør det, men hun har fået en mega appetit og har taget lidt på, men det er hun kun blevet pænere af.

Hende og Missen er også begyndt at lege sammen og det er bare så sjovt at se. Det er sådan noget - hvis du jager mig nu, så jager jeg dig bagefter og så suser de rundt efter hinanden.

Missen ligger også på lur efter hende bag en dørkarm, men det er kun fjolleri. Vi har aldrig set dem med kløer ude efter hinanden.

De er også begyndt at "snakke" sammen og siger nogle sjove lyde til hinanden og hun en sjov hilselyd til os.

Twiggi bruger efterhånden også hele huset, så nu er hun, som hun skal være. Forleden dag sad hun i et vindue, hvor jeg gik forbi udenfor og så kunne man se på hende, at "Hovsa - hende kender jeg",for hun strakte halsen for at se på mig.

Hun har stadig sine meninger om tingene og det skal hun også have lov til at have og sige fra og hvis noget ikke passer hende, får man et "par på lampen", men der er efterhånden langt imellem, at hun gør det og det må da betyde, at hun føler sig bedre tilpas og har det bedre.

De 3 første dage sad Missen og sagde nogle mærkelige lyde, som vist skulle forstille at være knurren, men så gav han op, for hun kiggede også lige forbi ham og ignorerede ham fuldstændigt og så er det jo ikke sjovt at spille smart, når damen er ligeglad.

Da de så begyndte at snuse til hinanden, kom Missen altid hen til hende i slowmotion og vendte siden til, så hun kunne se, at han ikke ville tampe hende, men bare snuse.

Hun er ligeglad med Nelson og Santos og de også ret ligeglade med hende. Vi tror nok, at hun måske har stukket Santos en på snuden, men det er også i orden.

Efter vi satte Feliwayen op, er hun begyndt at "folde sig mere ud", når hun ligger i sin tippi. Billederne viser, hvad jeg mener.

Fra at være lidt skeptiske om det her nu blev en succes til nu, må det siges at hun er kommet det rigtige sted hen. Hun trives, hun spiser, hun leger og går på opdagelse på egen hånd, så det kan vist ikke være bedre. Hun vil gerne ud og fange en solsort, men det kommer aldrig til at ske.....

men det gjorde det så alligevel, for en dag smuttede hun fra mig og kom faktisk hjem igen af sig selv og så besluttede vi at vove pelsen og lade hende gå frit, for nu vidste vi jo, at hun vidste hvor hun bor.

Nu er hun en rigtig ude/indekat og hun nyder at kunne komme og gå, som det passer hende ligesom Missen kan.

Hun har så belønnet os for det ved at komme hjem med en død mus, en død spurv, en død solsort og nok en død lille fugl. Heldigvis dræber hun sit bytte inden vi "får" det.

Sådan er naturens orden og jeg har det lidt sådan, at hvis hun aldrig har fanget noget før, så er det hende vel undt og så er det i orden med os. Hun er rigtig kommet på landet.

Det er nu det bedste, når de kan komme ud i den friske luft og få en masse oplevelser og noget motion, så nu har hun fået rigtige muskler og appetitten fejler bestemt ikke noget og hun er ikke kræsen mere, så det må siges at være blevet en succes for os alle.