I sommerferien fik jeg lov til at låne
Dino til at ride en tur ude sammen med min husbond og Den Røde Dame.
Den Røde Dame er en meget skikkelig ældre hoppe. Vi kalder hende
for Rødtop her.
Vi red afsted stille og roligt. Dino ville
dog ikke være forrest, som vi havde aftalt, så det gjorde Rødtop.
Ingen problemer. Vi fik redet noget god og tjep trav og alle var
glade. Dino begyndte godt nok at sige sådan nogle mystiske
brumme-lyde, men han nød det absolut, ingen var vilde og alt var
under kontrol.
Så tog vi den op af en meget meget stejl bakke
og op til en ny ride-sti og ville så ride hjem langs en af
rideskolefoldene. Jeg så godt, at Rødtop begyndte at småtrippe og
tænkte ”OK, vi skal ride galop” og satte mig godt til rette. Jeg
syntes måske nok, at det var et underligt sted at galoppere, men jeg
var med på spøgen. Vi kunne ikke snakke sammen, for det blæste ret
meget.
Der sad jeg så i vil jeg tro sådan cirka 4
hundrede-dele af et sekund, for så lavede Dino et kæmpe flyvespark,
så jeg kunne høre hovene smække og så lå jeg lige pludselig i
rapsen. Ikke noget med: Uhu nu mister jeg vist balancen, nix - det
sagde bare SLAM.
Dino stak selvfølgelig af, Rødtop
kunne heller ikke lide det og rapsen var så høj, at Ole først ikke
kunne se mig, så jeg kom lige op på knæ og råbte, at jeg var
OK.
Nu er det jo ikke en nyhed, at jeg har det med at dumpe
ned fra en hest i ny og næ, så jeg havde købt en sikkerhedsvest og
den er jeg rigtig rigtig glad for, at jeg havde på den dag.
Der skete faktisk ingenting og jeg kom
da op på benene igen og vi fik sammen indhentet Dino og jeg kunne gå
resten af vejen tilbage til Lykkesholm. Jeg havde så nok regnet med,
at være noget mør næste dag, men jeg slap med lidt træthed, så
det var billigt sluppet.
Mange synes, at det er ”kikset” at
ride med sikkerhedsvest og at ”jeg falder jo ikke af”, men det
kan man aldrig vide, når man har med heste at gøre. Jeg vil
hellere ride med sikkerhedsvest end at brække ryggen, skuldre osv.
eller ende i en kørestol.
Bevares – man ser måske en anelse
fjoget ud, men det er jeg altså helt ligeglad med.
Jeg kan kun anbefale, at man køber sig
en, hvis man har tendens til at falde af med jævne mellemrum. Jeg
kunne virkelig mærke, at den tog slaget, da jeg røg ned i
rapsmarken.
Og så er den rigtig dejlig varm at
have på her om vinteren og man vænner sig lynhurtigt til at have
den på.