Mr. Bogart, som vi kaldte Bogart, var en hest, som jeg pludselig fik forærende. Vi blev enige om, at han måtte have fødselsdag den dag, hvor vi hentede ham, så det blev til 4. maj 1997.

Jeg havde redet på Bogart i 3 år på en rideskole, da hans ejer ringede og fortalte, at de var nødt til at aflive ham, fordi han havde dårligt ben og ikke kunne ride i rideskolen mere.

Nu var jeg helt vild med den hest, og det vidste hun godt, så det var utroligt sødt af ejeren at ringe til mig.

Jeg bestemte mig til, at næste onsdag, hvor vi red, ville jeg strigle ham rigtig pænt en sidste gang. Det er jo nemt nok at være "cool" derhjemme, men da jeg stod der, begyndte tårerne bare at løbe i stride strømme. Jeg var så ked af det, så jeg kunne slet ikke stoppe dem og jeg var også ligeglad.

Da vi kom hjem, sagde jeg til Ole: "Vi må gøre noget", men som Ole ganske rigtigt sagde: "Louise - det er ikke vores hest."

Ole lagde så samme aften et brev til ejeren om, at vi godt ville være med til at betale halvdelen, hvis Bogart skulle opereres.

Så skete der ingenting før søndag formiddag, men så blev det en rigtig, rigtig  god dag,
fordi:

Ejeren ringede og sagde, at hende og en veninde havde snakket om sagen og var blevet enige om, at hvis jeg kunne finde et godt sted at have ham stående, var han min. Han kunne ikke ride mere, men det var stadig forsvarligt, at han ikke blev aflivet.

Jeg tror nok, at jeg kun svarede " aha", for den løsning havde vi slet ikke overvejet, så hun tog virkelig fusen på mig.

Vi stod lige og skulle til konfirmation, da hun ringede, og da jeg gik ud og sagde det til Ole og Mette: " Jeg har lige fået Bogart, troede de først, at jeg var blevet bindegal, men jeg fik da overbevist dem om, at det var sandt nok:

Jeg havde lige fået en hest.

Så tænker man lige " Hvor gør vi nu af dyret ???". Der var ikke plads, der hvor han kom fra,for der skulle hans afløser stå, så det var frem med telefonbogen og prøve at ringe til de mennesker, vi vidste, selv havde heste  Der var ingen gevinst, så vi tog afsted til konfirmationen.

Da jeg kort forinden var blevet smidt af en stor hest i fuld galop, og stadig havde ondt i ryggen, måtte vi gå efter kaffen, for jeg kunne ikke sidde ned længere.

På vejen hjem i øs-regnvejr i festtøj og høje hæle, kom vi forbi en anden hestepension i nærheden, hvor vi prøvede lykken og her var en ledig boks, så den snuppede vi. Så dagen efter- mandag d. 04. maj 1997 -, kom vi og hentede Bogart og så gik vi med ham til det nye sted.

Jeg må indrømme, at jeg fik en varm klump i halsen og jeg var ved at fælde en lille tåre, da jeg så ham i sin boks: Det her var virkelighed og jeg havde fået en hest kvit og frit..

Han kunne bare gå rundt og kigge ud af vinduet.  Han faldt hurtigt til og når jeg fløjtede. når vi kom, vrinskede han til mig og det blev han ved med resten af sit liv.  

Kurt, der fodrede hestene, var ikke fedtet med havren og der røg også lidt melasse med i krybben, så efterhånden blev han stor og lidt rund, men han var altid i godt humør. Når han var blevet striglet, fik han en spand gulerødder.

Jeg ville meget gerne have ham til at stå der, hvor han kom fra og 11 måneder efter, fik jeg en boks til ham i den "fine" stald med højt til kip og træloft i en helt nyrenoveret stald og pludselig var han blevet "privathest". De plejer normalt at gå fra at være privathest til rideskolehest.

 Der blev han resten af sit liv.

Om sommeren blev der sat en stor spand med haveæbler frem, men dem ville han ikke spise !! Han spiste kun købe-æbler.
 
I juli 2001 måtte vi indse, at nu var det synd for ham, fordi han havde ondt i sine gamle ben, så torsdag den 11. juli 2001, blev han aflivet af dyrlægen på samme måde, som man afliver hunde - pænt, stille og roligt.

Jeg kunne dengang ikke bære, at være hos ham, da han skulle dø, men Ole var heldigvis ikke sådan en "kylling", så han var der.

Det lærte mig, at man som dyre-ejer, må tage både det gode og det dårlige, så fremover er jeg/har jeg været med hele vejen igennem.

Jeg trøster mig med, at vi gav ham 4 gode år som pensionist og han blev 24 år gammel og selvom det nu er 7 år siden han blev aflivet, savner jeg ham stadig - meget.