Miss Balou, var vores anden newfoundlændertæve og lidt et impulskøb.

Hun var 4 måneder gammel, da vi fik hende. En mand i 70-erne på Bornholm, havde købt hende, men da han fik dårligt hjerte, fik Pernille ham hjem igen og så købte vi hende.

Louise havde længe snakket om, at hun godt kunne tænke sig en hund mere og pludselig en søndag var der en hvalp til salg i Berlingske Tidende. Jeg nævnte det for Ole, som tog avisen og gik ud og tænkte over det. Han kom ind og sagde" Vil du virkelig gerne have en til ?". Ja, var svaret, så vi ringede og fik lov til at komme med det samme til Slangerup.

Hunden var jo sød, så vi købte den på stedet. Inden vi kørte, hvade Ole sagt, at han havde sit check-hæfte med, men da vi skulle betale - ups - var det sørme hans kalender !!!

Han kørte hjem efter hæftet og imens sad jeg hos en vildt fremmed familie, men vi fik betalt og kørte hjem med hende.

Balou var nok den mest kælne hund jeg nogensinde har oplevet. Hun kunne putte i timevis. Man kunne ikke sådan rigtig lege med hende. Det kunne hun ikke finde ud af.

Til gengæld var hun hel suveræn till at snuppe noget fra tallerkenerne. Hun tog gang på gang fusen på os, for lige som man havde et stykke brød, var det væk. Hun var så smart og tage det med ind under bordet, så inden vi fik fat i hende, var det jo spist forlængst.

Hendes glansnummer var: En sommeraften havde vi plukket nogle pærer og de lå på sofabordet. Hun snirklede rundt om dem, for hun elskede pærer, så vi satte fødderne op, så hun ikke kunne komme hen til dem. Så gjorde hun noget, som hun må have tænkt over, for pludselig kom hun glidende på maven hen over bordet fra den anden side, huggede pærerne og væk var hun.

Der sad vi sådan lidt : Hvad skete der lige her ???

Hun spiste mange pærer til daglig og det højeste tal, som vi er helt sikre på, er 12 pærer på en aften - og så fik hun ikke engang ondt i maven.

En overgang gik det altid ud over stakkels Ole om søndagen til morgenmad. Der er slet ikke tal på alle de stykker franskbrød, hun har taget og til sidst flyttede vi bare Oles kaffekrus, for det plejede altid at vælte.

Jeg sad selv en dag med en chokoladebolle på min tallerken, kiggede væk i et splitsekund og så havde bæstet hugget den. Det var ikke populært. Det var heller sjovt, da hun snuppede et par croissanter eller da hun var helt oppe på køkkenbordet og stå. Der forsvandt også en gang 6 dybfrosne flûtes fra køkkenbordet.

Hun var virkelig en ener på det område.

En anden temmelig sjov ting var, da vi en nat lå og sov. Selvom vores soveværelse ikke var så stort, lå hun altid ved siden af mig. Nu var hun en meget stor tæve på 60 kilo. Pludselig mens vi lå og sov, lød der et ordentligt brag. Alle tænder lyset kun for at se, at hun havde fået løftet en dør af et skab, da hun skulle vende sig...

Det var bare så typisk for hende.

Hun var lidt af en klovn.

En dag, hvor Ole var ved at male med hvidt, lykkedes det hende at træde op i malerbakken og få sat en masse hvide poter i hele gangen.

Ingen andre ville have jokket i malerbakken.

En søndag var vi alle tre samt en af Mettes veninder - Linda - i skoven. Ole og Mette sad bag i bilen, jeg kørte og Linda sad ved siden af mig. Da vi kom til P-pladsen, hoppede Luffe ud og så blev Balou så frustreret, at hun fik møvet sig op til Linda og mig.

Der sad vi så med hund over det hele og var ved at dø af grin. For at det ikke skal være lyv, lykkedes det hende at sætte sig i hornet, så pludselig hylede bilen bare og vi sad der og kunne ikke gøre andet end at lade hende komme ud.

Der stod en mand og kiggede, da bilen begyndte at hyle og jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk, da han så, at hunden lå i rattet. først kiggede han og så grinede han bare.. Tro mig, den historie har han garanteret fortalt, da han kom hjem.

Det var bare så typisk Balou.